Startside Op Nyhedsbrev Feedback Gæstebog ALS I DANMARK

Jens Harhoff   
      ALS FORUM NYHEDSBREV             

 

Senest opdateret:  03. august 2010 17:43

Startside
Op


Hej alle sammen !


Jeg læste forleden, at man gerne vil høre om vores erfaringer med Scopoderm. Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser med præparatet. Men jeg vil lige introducere mig og min sygdom.
Jeg hedder Jens Harhoff og er 54 år. Jeg fik stillet diagnosen ALS i efteråret 1998, men jeg opdagede, at der var noget galt allerede i april måned. Vi var lige kommet hjem fra en dejlig skiferie i Norge i februar, og kort tid efter begyndte jeg at mærke forskellige forandringer med min krop. Vi taler om mange ting: at tabe sig, øjne der løb i vand, træthed( Jeg faldt i søvn til en fodboldkamp), fejlsynkning, maveproblemer og meget andet.
Jeg blev indlagt på Silkeborg Sygehus og undersøgt meget grundigt i en 14 dages periode. På den medicinske afdeling, hvor jeg var indlagt,  var jeg udsat for en ubehagelig oplevelse, da jeg skulle hjem. Overlæge Jens Korsgaard fortalte mig at jeg var "psykisk svag" og jeg skulle gå hjem og melde mig rask hellere i dag end i morgen. Senere fik han dummet sig endnu engang med en bemærkning om "at jeg nok rigtig var kommet i lægeklør".
Jeg var til undersøgelse hos en neurolog, da han fyrede den bemærkning af. Det var et intermezzo jeg lige skulle have ud mellem sidebenene. Men nok om det.
Tilbage til sygdommen. Vi har jo alle vores egen version af ALS. Min udmærker sig ved at være en Bulbær Parese, som i første omgang angriber i overkrop og hoved. Men resten af mine muskler er bestemt på vej. I januar 99 fik jeg en Minicrosser. Det var også begyndt knibe med at spadsere op til min fysioterapeut, som jeg daglig besøger for at få lidt motion. Mine øjenlåg holdt også op med at fungere (temmelig atypisk), så jeg bruger briller med bøjle, der holder øjenlågene oppe. Det giver end del ekstra problemer, men dem skal jeg spare jer for. Talens brug mistede jeg i efteråret 99. Jeg kan stadig gå, men ikke over 25 m.
Mine ansigtsmuskler er næsten alle væk, og når vi taler mundvand, ved alle, der har det som mig, at det giver problemer. Savl løber som et vandfald ud af munden.
Jeg går konstant rundt med en klud i hånden, og en hånd under kæben. Men det er jo ikke alle, der kan det, og på et tidspunkt kan jeg heller ikke løfte hænderne mere, og så bliver problemet større.
På et møde i Århus for et par måneder siden, fik vi at vide , at Scopoderm depotplaster skulle løse problemet med mundvand. Jeg var en af dem, der ville prøve om det virkede. Og der er ingen tvivl om at det virker, men det løser ikke problemet . I hvert fald ikke for mig. Jeg bærer plastret som anvist bag øret i 3 dage. Jeg skal lige anføre, at jeg har brugt Atropin i over et år. Før jeg tog Scopoderm, boblede savlet ud af munden på mig om natten, når jeg sov med Bi-PAPen. Det problem har jeg ikke haft, efter jeg begyndte med Scopoderm.
Men ikke kun om natten mærker jeg forskellen på før og nu. Også om dagen føler jeg en klar forbedring. Det bare lidt sværere at "sætte tal på", hvor meget det har hjulpet. Bemærk at jeg bruger både Scopoderm og 3 atropinpiller om dagen.  Jeg vil dog hælde lidt malurt i bægeret, jeg savler stadig, blot meget mindre.
Desværre har det hos mig en negativ indvirkning. Jeg er lidt overfølsom over for det. Jeg slår ud, bliver rød og det klør lige som et godt kraftigt myggestik.
Jeg har drøftet det med Peter Brøgger ( læge på Århus Kommunehospital) og egen læge Margit Maltesen ( som jeg har en givtig samtale med en gang om måneden ), og vi blev enige om at blive ved med Scopodermen alligevel, når nu virkningen var så positiv. Med Scopodermen har jeg et problem mere. Plasteret falder let af, især i brusebadet. På grund af min overfølsomhed skal jeg i næste uge til at prøve med at have det på i armhulen, hvor huden også er tynd. Hjemmeplejen vil komme med en slags plaster til at sætte over, så det ikke falder af. Det gør jeg, for at huden skal nå at falde til ro, før der sættes et nyt plaster på. Hvis huden bliver alt for rød og sviende, smører jeg med Cortison salve.
I det hele taget  bruger jeg egen læge og hjemmeplejen meget. Det har jeg en god erfaring med, og kan kun anbefale det til andre. Lægerne på sygehusene kan jo stadig ikke kurere os.
Jeg håber mit indlæg kan hjælpe mange af Jer, og måske kan nogen hjælpe mig med gode råd om Scopodermen. Ud over min overfølsomhed har jeg svært ved at få alt "klisteret" af efter endt brug. Der bliver siddende et lag. Jeg vasker og "skrubber" i lang tid, men alligevel bliver det siddende.
Jeg vil slutte med at foreslå Jer alle om at delagtiggøre os andre med hvad du foretager dig af små eller store ting, der gør hverdag lettere. Måske er der noget vi kan bruge.

Med venlig hilsen
Jens Harhoff
Ry den 13 .feb. 2000.

mjjharhoff@mail.tele.dk

TILFØJELSE..!

JEG BLEV VALGT IND I MUSKELSVINDFONDENS REPRÆSENTANTSKAB PÅ LANDSMØDET d.24-25 MAJ 2003 PÅ MUSHOLM FERIECENTER I KORSØR.

 

til top



Startside ] Op ]

Send e-mail til agv@mail.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2004 ALS GRUPPEN VESTJYLLAND
Senest opdateret: 03. august 2010