Senest opdateret: 03. august 2010 17:43
|
Senest opdateret: 03. august 2010 17:43 |
|
|
JENS OVE HANSEN
I oktober 2004 var jeg med Tommy på sanatorieophold i Polen i 14 dage. Jeg havde min hustru samt 2 hjælpere med på turen. Vi fulgtes 3 biler derned fra grænsen, da vi var lidt usikre på den rigtige rute. Efter ankomsten blev vi indkvarteret på vores værelser, og dagen efter var vi alle 4 inde ved en læge, og fik ved Wiesias hjælp lavet aftaler for, hvilke behandlinger vi alle skulle have de næste 2 uger. De er meget professionelle dernede, og vi ALS patienter fik tilpasset den behandling, som svarer til det stadie vi befinder os på. Opholdet dernede bliver skemalagt hvad angår behandlinger, men resten af tiden disponerer vi selv over. Der er tre hovedmåltider om dagen, og vi må sige, at kosten er sund og rigelig. Det er ikke sikkert den falder i alles smag, men man har mulighed for at blive mæt hver dag. Vi var med Tommy og Wiesia på forskellige ture, hvor vi så lidt af det øvrige Polen (Pommern), og det gjorde et stærk indtryk, ikke mindst den store forskel på de der har penge, og så de der er virkelig fattige ude på landet. Tommy og Wiesia havde på deres forrige tur mødt en mand, som havde en datter på 27 år, der havde haft hjernehindebetændelse, og denne datter kørte de rundt med i en barneklapvogn bare med lidt større hjul. Tommy og Wiesia havde fra Danmark medbragt en brugt kørestol, og familiens lykke og glæde var ubeskrivelig, da vi var med ude og aflevere den. De omfavnede os alle på skift, og alt hvad de kunne skaffe af spiseligt blev sat på bordet, gæstfriheden var utrolig stor. Et par dage senere besøgte vi også en slags skole, hvor datteren fik udviklet de få færdigheder hun var i besiddelse af, det hele var bygget op ved frivillig hjælp, men de var bange for at pengene snart slap op, så de måtte lukke. I den tid vi var i Polen, lå temperaturen mellem +1 og +8 grader, så det var koldt, men jeg var ude og køre mindst to gange hver dag. Der er en pragtfuld strand med en fast kørestolsrampe, og der er en dejlig skov hvor hjælperne kunne løbe eller gå lange ture, men skoven var ikke for elkørestole. Byen vi bor i er ikke særlig stor, cirka 350 indbyggere, men jeg fik indtryk af, at der om sommeren er fyldt af mennesker, og så ser det hele nok lidt anderledes ud. Tommy og Wiesia kender nogle listige steder tæt på hotellet, som vi havde stor fornøjelse af at besøge, og det kostede næsten ingen penge. Selve opholdet incl. alt er rørende billigt, men man skal være indstillet på at værelser, toiletforhold og bad er meget snævre og stort set umulige for faste kørestolsbrugere. Sengene er sovesofaer, men heldigvis havde jeg min oppustelige madras med. Vi blev dog lynhurtigt gode til at improvisere, så det hele fungerede. Det skal endnu engang tilføjes, at Wiesia er en engel, hun er utrættelig med sin hjælp, og hun er klar til at hjælpe i enhver situation der måtte opstå. Jeg kunne blive ved i timevis, og vi glæder os til, at komme derned igen, gerne til foråret, men jeg skal nok have respirator forinden. |
Send e-mail til
agv@mail.dk med spørgsmål
eller kommentarer om dette Websted.
|
